Køkkenhaven i december og forårsdrømme

Køkkenhaven i december og forårsdrømme

21. december 2020 1 Af mette

Min lille køkkenhave står her i december stadig med lidt forskelligt grønt, og især pak choi (asiatisk kål) og bladbeder vokser stadig en smule. Det betyder at vi stadig kan hente et lille supplement af grønt fra haven indimellem, og det er da fantastisk!

Men nu glæder jeg mig virkelig til foråret, for jeg har planer om at udvide min køkkenhave med flere og større bede. Ja, jeg har faktisk clearet med familien at jeg bruger hele forhaven til formålet. Jeg har nået at dyrke meget i haven siden jeg startede i foråret 2020: en masse kartofler, løg (som vi stadig er selvforsynende med), gulerødder, fennikel, radiser, beder, bladbeder, pak choi, lidt salat, tallerkensmækker og andre krydderurter, ærter, lidt frilandstomater og grønkål. Det er meget forskelligt hvor godt de forskellige planter har klaret sig og hvor store de er nået at blive. Især vintergulerødder, rødbeder, grønkål mm, som jeg først satte efter kartoflerne var taget op, har været små. Kartofler, løg, bladbeder og radiser har helt klart givet mest, især ift den ret lille arbejdsmængde. Men det er nu virkelig utroligt hvor meget man kan få ud af en lille have på en 500 kvm grund, og hvor meget potentiale der er rundt om i villahaverne.

Jeg blev revet helt med af min nyfundne passion or hjemmedyrkning og har købt en masse frø ind til foråret, og taget frø fra egne planter. Så jeg glæder mig til at forsøge med hokaido græskar, blomkål, feldsalat, porrer og en ny slags frilandstomater, som hedder red arctic plenty. Det bliver et spændende forår i haven!