Nem hyldeblomstsaft

Nem hyldeblomstsaft

26. juni 2021 0 Af mette

Her finder du en ultranem opskrift på hyldeblomstsaft. Mere simpelt kan det vist ikke blive. Det smager af sommer, og hvis man løbende laver nye portioner efterhånden som hylden springer ud, har man lækker saft til hele sommeren, og måske lidt længere endnu. Se også et tip til at bruge restproduktet igen nederst!

Ingredienser

  • En stor skålfuld hyldeblomstskærme (jeg har fyldt en af de store margretheskåle)
  • Evt lidt krydderurter om citronverbena, citronmellise eller mynte
  • 1 dl citronsaft enten fra friske citroner eller fra flaske
  • Evt revet citronskal fra 1-3 citroner hvis du har (kun det gule, ikke ind til det hvide)
  • 1,5 spsk citronsyre (eller evt mere citronsaft i stedet)
  • 500 g sukker
  • 1,5 L kogende vand

Fremgangsmåde

  • Pluk hyldeblomstskærme nok til at fylde en stor skål eller gryde
  • Tilsæt citronsaft, citronsyre og evt citronskal eller citron-krydderurter.
  • Mål sukkeret af i en anden skål og hæld kogende vand over. Rør rundt indtil sukkeret er opløst.
  • Hæld sukkervandet over hyldeblomsterne.
  • Nu skal det bare trække et par dage i køleskabet med grydelåg eller et vådt viskestykke over. Derefter filtreres saften igennem et viskestykke (vrid det til sidst for at få al saften med). Hæld på skoldede flasker.

Tip: der er stadig masser af smag i restproduktet af hyldeblomst og citron. Jeg har tre forslag til at bruge det igen:

  • Imens den første omgang saft har trukket, er flere hyldeblomster nok sprunget ud. Pluk lidt flere skærme, og tilsæt sammen med en ny omgang sukkervand.
  • Eller tilsæt mere citronskal, og hæld nyt sukkervand over.
  • Hæld alkohol over! Vi har prøvet med hvid rom, og lod det trække et par dage helt lukket til med husholdningsfilm over (så alkooholen ikke fordamper). Tilsat danskvand, blev det en rigtig god sommerdrink. Jeg forestiller mig også det vil blive godt med vodka eller gin.